Maler Efter Sit Hjerte
Artikel

Maler Efter Sit Hjerte


 Frederiksborg Amts Avis:

 

Siden nytår har Cecilia Virgin suppleret sin psykoterapiklinik  i Hellerup med et atelier og det har givet mulighed for helt nye billeder. Cecilia Virgin åbnede i lørdags for tredje gang udstilling i Galleri Plus og udviklingen er tydelig at se. Hun var der første gang 2001 sammen med tre andre elever fra Helle Malling Becks malerskole. Året efter udstillede hun alene og det gør hun også denne gang. Der er billeder nok og de vidner om et målbevidst arbejde.

”Naturens arkitektur” er hun optaget af. Det er ikke kun landskaber og klippeformationer og den slags – eller arkitekturen i bybilledet eller landskabets linjer – hun søger frem imod. Hun maler også mennesker. Når hun ser sine personer, kan de stå i landskabet som arkitektoniske skabninger med en udstråling, en rank holdning, en talende positur i forhold til et andet menneske eller blot og bart som en personlig skabning i naturen.

To dele af et triptykon viser dette. Her står figurer ret op og ned som menneskesøjler i et landskab af lys og mørke.  Også den kontrast holder hun af.  Hendes yndlingsbillede på denne udstilling er nr. 5, ”Sollys fra øst”, som arbejder med solens indpas i et skyggefuldt område. Triptykon-billedet, der hedder ”Nærhed”, synes at være skilt for altid. Den ene tredjedel er solgt inden udstillingen i Galleri Plus og den anden tredjedel fik et rødt solgt-mærke på ferniseringsdagen.

Men Cecilia Virgin slutter da også sine fortællinger, så de kan rummes inden for hvert enkelt  lærreds kant. ”Vordende liv” , udstillingens nr. 18, bruger to blomster som menneskelige figurer – den feminine og den maskuline.  Ved siden af hænger ”Figurer i modlys” og nr. 11,  ”Elementer” – endnu et af udstillingens interessante billeder – virker stærkt ved den bundne kraft, der er spændt ind i de skulpturelle former, der er billedets  motiv.

Fire skiller sig dog ud – nr 20-23, som stammer fra Cecilia Virgins halvandet års heldagskurser på Billedskolen i København. Der er der tale om oliebilleder. De er  malet efter lærerens ønske og minder nærmest om Edvard Munchs udtryk. Men i juni fjor var Cecilia Virgin fyldt op af skolens ideer.  Siden har hun malet efter sit hjerte og sådan er hovedparten af udstillingens malerier blevet til. De kan ses måneden ud.

efwef Dette figurbillede fra Cecilia Virgins triptykon ”Nærhed” blev
solgt på ferniseringsdagen i Galleri Plus i lørdags